Arnborg Smedie har investeret i en ny, stor kantbukker, der matcher virksomhedens store fiberlaser. Det krævede rigeligt krankapacitet at få lirket en ny kantbukker på plads hos Arnborg Kleinsmedie for nyligt. Der var nemlig ikke tale om nogen helt lille maskine.
Kantbukkeren er er af mærket Baykal APHS 61440, og er leveret af Kapema. Den har en bukkelængde på hele 6.100 mm og en tonnage på 440 tons. Kantbukkeren er CNC-styret, har seks akser, to styk bukkehjælp foran, og Delem CNC-styring.
Hos Arnborg Kleinsmedie er medindehaver Henrik Nielsen glad for investeringen, som er en markant udvidelse af bukkekapaciteten og den hidtidige bukkelængde på 4 meter.
- 50 procent af vores forretning er underleverandørarbejde til andre smede og maskinbyggere, og de efterspørger de lange emner. Der er selvfølgelig andre, der bukker i samme længde, men leveringstiden er måske lidt lang, og derfor har vi valgt at købe den for at leve op til vores kunders forventninger om at kunne levere det hele, siger Henrik Nielsen.
Langt det meste af smedevirksomhedens produktion går til byggebranchen, og det er da også her, Henrik Nielsen først og fremmest forventer, at den nye kantbukker kommer til at gøre en forskel.
- Det kan for eksempel være altanvanger eller trappedele, hvor der er noget, der skal bukkes op. Det kan også være ting til gartnere, så de ikke skal svejse så mange stykker sammen. Der er mange bede, der måske er 5 meter lange. Eller det kan være til maskinbyggere, der har nogle vanger, hvor de ikke længere behøver stå og svejse to sammen, forklarer Henrik Nielsen.
Selv om Arnborg Kleinsmedie kun har haft den nye kantbukker i kort tid, kan Henrik Nielsen allerede nu konstatere, at efterspørgslen er der.
- Der nogen, der i et stykke tid har gået og drillet os med, at vi skulle se at få købt en, så ville de komme med ordrerne. Vi kan da også mærke, at der kommer nye ordrer. Der er endda nogle nye kunder fra Sjælland, som vi ikke har arbejdet for før, der er begyndt at sende herover. Så det er egentlig positivt, og vi har faktisk ikke gjort noget for at gøre opmærksom på det, forklarer han.
Kantbukkeren supplerer også den resterende maskinpark ganske godt.